Scroll to top

Psykologhjælp til unge


I Esbjerg

Hvad er psykologbehandling til unge?

Der kan være mange grunde til at opsøge mig som psykolog. 

De unge jeg har – og har haft i behandling, har haft vanskelige tanker, følelser eller oplevelser at slås med. Her har samtaler og samvær med gode venner, familie, lærere, studievejledere eller andre ikke været tilstrækkelige til at lindre deres symptomer og bringe dem i bedre trivsel. 

Når det er sådan, kan psykologbehandling være en løsning.

Psykologbehandling til unge er samtaler, hvor jeg tager ansvaret for at finde en vej, der giver mulighed for lindring og forandring. 

Helt konkret vil jeg ved at spørge og lytte pejle mig ind på, hvordan jeg kan forstå personen. Herefter vil jeg helt åbent lave en skræddersyet plan for, hvad jeg mener, der skal til for at mildne symptomerne og få den unge til at få det bedre. Planen vil indeholde samtaler og konkrete øvelser og teknikker, der kan skabe mere ro, mindre angst og nye tanke- og handlemønstre. Jeg vil også hjælpe den unge til at forstå sig selv, sine tanker, følelser og oplevelser på andre måder, som den unge kan håndtere. 

Lige så vigtigt er det, at jeg tager ansvaret for at skabe en tryg atmosfære, hvor man fordomsfrit kan dele også det mest sårbare og svære man tumler med. Hos mig er der højt til loftet og jeg ved at der selv i mørket kan findes håb og lys.

Hvad kan jeg hjælpe unge med?

Vi er allesammen forskellige, og vi reagerer forskelligt, når vi oplever store forandringer eller voldsomme hændelser. Mange af de unge som selv, via kommunen eller med deres forældres hjælp, kontakter mig, har en eller flere af nedenstående voldsomme erfaringer med i bagagen:

  • Har oplevet alvorlig fysisk eller psykisk sygdom enten hos sig selv eller hos nogle mennesker, som betyder meget.
  • Har mistet en person, man er meget knyttet til.
  • Har været involveret i en ulykke.
  • Har været vidne til, eller været udsat for vold eller overgreb fysisk, psykisk eller digitalt.
  • Har selv misbrugt alkohol, medicin eller stoffer eller været pårørende til mennesker med misbrug.
  • Har oplevet mobning.
  • Har oplevet uønsket graviditet og abort.
  • Har oplevet mange brud og afbrydelser gennem livet: Det kan være mange flytninger, skoleskift, skilsmisse, konflikter i familien eller at ens forældre har været ustabile som dem, man kunne gå til, når man havde brug for tryghed.

Nogle gange er det tydeligt, at en eller flere de beskrevne voldsomme hændelser er grunden til at den unge har det dårligt og for eksempel oplever angst, tankemylder, tristhed, voldsomme humørsvingninger, søvnproblemer, problemer med at huske, koncentrationsbesvær, har tvangstanker eller mangler appetit.

Andre gange er det mere uklart, hvorfor en ung har det skidt. Og det gør ikke noget, for det vigtigste er, at den unge ikke trives. Den unge skal have professionel hjælp til at håndtere de symptomer eller problemer den unge er forpint af.

Jeg har mange års erfaring med at behandle:

  • Angst – også social angst
  • Stress
  • Tankemylder
  • Tristhed eller følelse af tomhed
  • Voldsomme humørsvingninger
  • Mange negative tanker – også om sig selv
  • Følelse af mindreværd og utilstrækkelighed
  • Søvnproblemer
  • Hukommelsesvanskeligheder og koncentrationsbesvær
  • Tvangstanker og tvangshandlinger
  • Selvskade
  • Mange bekymringer om alt muligt, f.eks. sygdom, bakterier, ulykker
  • Præstationsangst, perfektionisme og eksamensangst
  • Problemer med at lade andre komme tæt på
  • Problemer med at sætte grænser
  • Gentagne konflikter med familie, kæreste og venner
  • Fysiske symptomer som f.eks.  mavepine, hovedpine, smerter i ryg, nakke og skuldre, hvor det ikke skyldes en fysisk sygdom
  • Selvmordstanker
  • Bekymring for om man er ved at blive ”skør”

Nogle unge oplever mange af symptomerne, andre oplever kun nogle af dem. Det er meget forskelligt. Det er også forskelligt hvor kraftigt symptomerne viser sig. Det vigtigste er, at man oplever, at det betyder, at den unge har det dårligt, og at det har været sådan et stykke tid.

Hvad kan man forvente af forløbet hos mig?

Nogle har en ide om, at man først skal opsøge hjælp hos mig, når man har det helt forfærdeligt. Til det kan jeg med min erfaring kun sige: Jo tidligere man får hjælp, desto hurtigere får man det bedre! Samtidig undgår man, at problemerne vokser sig endnu større. 

En psykolog kan aldrig erstatte venner, familie eller andre betydningsfulde relationer. 

Samtaler med mig som psykolog er noget andet. Med min faglige baggrund har jeg en viden om, hvordan symptomer kan forstås og lindres. Jeg har et professionelt ansvar for at tilrettelægge et skræddersyet behandlingsforløb.  Det skal sikre, at den unge får det bedre og bliver bedre i stand til at tackle sine udfordringer. Forløbet skal hjælpe og skabe håb både i den aktuelle situation men også i fremtiden. 

 

Indledningen på et forløb

Min allervigtigste opgave er hurtigt at finde ud af, om jeg kan hjælpe den enkelte. Her er det afgørende, at man føler sig tryg, at ”kemien” passer, og man allerede efter 1-3 samtaler mærker en forandring.

Nogle ved, at de har brug for psykologbehandling. Andre er helt naturligt i tvivl.

Ring til mig – så lytter jeg til dig og vurderer, om jeg kan hjælpe dig. Samtidig kan du også få en fornemmelse af om ”kemien” passer og om du vil kunne føle dig i trygge hænder hos mig. 

Hvis jeg ikke er den rigtige til at hjælpe, vil jeg gerne hjælpe dig til at finde ud af, hvad du kan gøre i stedet. Det vigtigste er, at du får den rigtige hjælp til den situation, du står i.